3. Slægtsled

Slægten -1. Slægtsled - 2. Slægtsled - 3. Slægtsled - 4. Slægtsled - 5. Slægtsled - 6. Slægtsled

Slægtens 3. led

Antonius Troelsen
Født i København - Død i Kristiania, Norge

Uddrag fra Slægten Plum ved Gerhard Grove,
1903, Nr. 7, Side 25-26

7. ANTONIUS TROELSEN var Raadmand i Oslo, da han i 1623 for Konsistoriet søgte sine Søskendebørn, Dr. jur. Claus Plum og Mag. Herman Nielsens Hustru for en Haandskrift, deres afdøde Fader formentlig skulde svare til. De Indklagede bleve dog frifundne. Konsistoriets Akter viser, at Antonius i sin Tid havde været nævnte Søskendebørns rette Formynder efter Loven, da Faderen døde, medens de endnu var umyndige. Den 11. April 1608 havde han, som da nævnes Borger i Oslo, af Kongen faaet Livsbrev paa en Gaard Braa eller Brauf i Ski Sogn paa Follo, som han nogen Tid havde haft i Brug for sig og Hustru mod sædvanlig Landskyld og Bygsel m. v. og paa almindelige Vilkaar.

Acta consistorii 1619-24, fol. 274, 282, Universitetsbibliotheket, jfr. H. Rørdam: Hist. Saml. og Studier IV B., 464 f. — Norske Rigsregistranter 4 B., 249.

ef
Købmand, Byfoged og Kongelig Herold i København Peder Frandsens 2 børn
Barn 1 - Barn 2
Marine Pedersdatter
Født 1580 i København - Død efter 1629

Uddrag fra Slægten Plum ved Gerhard Grove,
1903, Nr. 8, Side 26

8. MARINE PEDERSDATTER ægtede 1609 Professor ved Kjøbenhavns Universitet Herman Nielsen. Denne var født april 1570, Søn af Sognepræst i Førslev Niels Hermansen og Hustru Marine Nielsdatter. Efter 6 Aars Skolegang paa Herlufsholm gik han til Roskilde Skole, hvorfra han 19 Aar gammel dimitteredes til Universitetet. Efter 6 Aars Studeringer her, var han 3 Aar Hører i Sorø Skole, derefter 6 Aar udenlands, bl. a. som Hovmester for den siden navnkundige Kansler Chr. Friis til Kragerup og hans 2 Brødre. Siden var han 3 Aar Rektor i Oslo. 1607 tog han Magistergraden og samme Aar blev han ansat ved Kbhs. Universitet som Professor pædagogicus, fra 1610 som Professor i Hebraisk og de østerlandske Sprog. Han døde 27. Sept. 1629.

Hustruen synes først død senere. Et omfangsrigt latinsk Bryllupsdigt til dette Ægtepar af Joh. Rosæfontanus bevares paa det store kgl. Bibliothek. De havde to Sønner, hvoraf en blev Rektor i Malmø, og tre Døtre, hvoraf Dorthea 23. Sept. 1647 i Kjøbenhavn blev viet til Jørgen Jensen Faxe (1614-81), Sognepræst i Skabersjø og Tørringe, Stamfaderen til en bekendt skaansk Præsteslægt. Foruden en Del Disputatser har han udgivet: Idea lingvarum Aramæarum. Han begravedes i Frue Kirke.

Vinding: Acad. Haun. 225 ly. — Worms Lexik. — Nyerups Litt. Lexik. — Hørdum, Kbh.s. Univ. Hist. III fl. St. jvfr. Biograf. Lexik. — Kgl. Bibl. Manuskr. Ny kgl. Saml. 2072e. 4to. — S. Cawallin, Lunds Stills Herdaminne 1 363 f. — Frue Kirkes Vielsesbog.

ef
Købmand, Byfoged og Kongelig Herold i København Peder Frandsens 2 børn
Barn 1 - Barn 2
Claus Plum
Født juli 1585 - Død før 1586

Uddrag fra Slægten Plum ved Gerhard Grove,
1903, Nr. 4, Side 22

Claus Plum kaldes mange Steder Claus Blum eller Blume,
og det er aabenbart,
at dette Navn til stadige
Sammenligninger med „Blomsten".

9. CLAUS PLUM fødtes i Juli 1585 vistnok i Kjøbenhavn, havde først Mag. Hans Kraft, Præst ved Petri Kirke, til Lærer og kom 1599 til Herlufsholm, hvorfra han 1604 afgik til Universitetet. Efter et kort Studium her fulgte han en dansk Gesandt paa en Rejse til Polen.

Efter Hjemkomsten tiltraadte han en Udenlandsrejse, der, fraregnet nogle kortere Besøg i Hjemmet, varede over 10 Aar. Han studerede først tre Aar Filosofi i Wittenberg som et Forstudium til Retsvidenskaben og gjorde sig her saa yndet, at lærde danske og udenlandske Venner hædrede ham ved her, under Titlen „Propemptiea in abitum Cl. Plumii Dani", den 28. April 1608 at udgive en Række Afskedsdigte (af Iver Lange, Henr. Lorcius, Johs. Knofius, Jan. Dion. Jersinus, Johs. Christophori, Henr. Boccatius m. fl.) og Æres-Fuga af den for sin Tid ret betydelige musik-theoretiske Forfatter Johannes Lippius

Udklip fra s.103 i Slægten Plum

Herfra vilde han til Gießen, men kaldtes hjem. fordi Faderen var syg. Han tog over Kønigsberg og Stettin hjem, men drog samme Aar ud igen og immatrikuleredes 2. Nov. 1608 i Hejdelberg, hvor hans Farbroder i sin Tid kronedes til poeta laureatus, samtidigt med Sivert Pogwisch, for hvem han maaske var Hovmester. Her kom han i fortrolig Forbindelse med flere berømte Retslærde og Statsmænd. Efter at have studeret et Par Aar her, tog han, for ikke at blive ensidig, til Gießen og Speyer og vilde derfra være taget til Frankrig, hvis han ikke 1611 var bleven kaldt hjem af Moderen. Et Aar senere tog han efter Tilskyndelse af Kansleren Christen Friis tilsøs til London, og derfra til Oxford, ved hvis Universitet han tilbragte en Del af 1612 for atter at vende tilbage til London og høre Forelæsninger om Vinteren. Siden besøgte han Universiteterne i Glasgow og Canterbury, og efter to Aars Ophold i England besøgte han i de to følgende Aar alle Byer i Frankrig, hvor der var noget Universitet af Betydning. Nu havde han af den lærde Verden næsten kun Italien tilbage. Han naaede Padua og Venedig, hvor han modtog et Brev, hvori han opfordredes til at vie sit Fædrelands Universitet sine kræfter. Skønt det var 12 Aar siden, Plum blev Student, og han næsten i al den Tid havde flakket om fra Universitet til Universitet, kunde han dog ikke nænne at opgive den Lærdom, der endnu kunde indvindes i det skønne, berømte Italien med alle sine Antikviteter, nu han lige stod paa Tærskelen dertil, og han takkede i et Brev of 12. Febr. 1616, som er aftrykt i Kbh. Univ. Hist. IV. 656 f., Unversitetet for Tilbudet, men udbad sig Tilladelse til at blive endnu et Aarstid i Udlandet. Han tog saa til Rom og Neapel. Paa Tilbagevejen faldt han i en alvorlig Sygdom i Padua.

I Marts 1617 naaede han Frankfurt og gjorde endnu en Afstikker til en del forskjellige nederlandske Byer, inden han naaede Kjøbenhavn. Han tiltraadte derpaa det ved Leonhard Metzners Død [Jur. Prof. 1605-15, død 1629] ledige Embede og var den første indfødte Danske Mand, der siden Reformationen beklædte den juridiske Lærestol ved Universitetet. Han synes at have været en meget forretningsdyglig Mand, beklædte 4 Gange Rektorværdigheden ved Universitetet og var i mange Aar Frue Kirkes akademiske Værge; men hans litterære Virksomhed ind-skrænkede sig til Udgivelsen af en Række Disputatser over Æmner af Romerretten.

Ikke længe efter at han havde tiltraadt Professorembedet i Aaret 1618, havde han ægtet Maren Winstrup, en Datter af Sjællands Biskop, Dr. theol. Peder Jensen Winstrup og Hustru Anna Eisenberg, datter af Eilas Eisenberg. Ved dette Ægteskab kom han ind i en fornem Slægt af Universitetetslærere og Gejstlige. Baade Svigerfaderen, der havde været Lector theologiæ i Aarhus, og Svogeren Peder Winstrup, der havde været Universitetsprofessor, blev siden Bisp, sidstnævnte i Lund. Af hans Hustrus Søstre var Thale [1604], gift med Professor theol. siden Biskop, Dr. Hans Hansen Resen [1596-1653]. Anne [1601-1635], med den bekendte Hofpræst og Mester Ole Vind og Mette med [Rektor for Univeritetet], Professor theol., Dr. Niels Pedersen fra Øreløse. Fremdeles ægtede Plums Svigermoder efter Mandens Død hans Efterfølger paa Sjællands Bispestol, Dr. Hans Poulsen Resen [1561-1638].
Da der i Rørdams Universitetshistorie, Carl Bruuns Kjøbenhavns Historie m. fl. Steder som Exempel paa, hvorledes selv ansete og hæderlige Mænd under Tidens hyppige Drikkegilder tillode sig besynderlige Ting, meddeles Citater fra et Optrin netop fra hans lærde Kreds, hvor Claus Plum engang i sit første Professoraar udenfor Svogeren, Professor Herman Nielsens Hus opførte sig „meget urolig med Glas at slaa sønder, item med Hvislen og Fløjten", skal til nærmere Oplysning om denne Scene, hvori Borgmester Vibe med flere ansete Borgere deltog, i Tillæget meddeles en fuldstændig Afskrift af, hvad Konsistoriets Akter herom meddeler, skøndt denne for Tiden karakteristiske Scene selvfølgelig i hans lange Liv kun spillede en ganske underordnet Rolle. Det er en Fejltagelse, naar Bruun nævnte Sted gør ham til theologisk Professor.

Claus Plum var Participant i det ældste Ostindiske Kompagni og maatte i denne Egenskab 1633 blandt Andre gøre Kongen Regnskab for de store Indskud, der var gaaet tabt. Ved den store Fest, Christian IV holdt i Anledning af Sønnens Bilager i 1634, maatte Plum forgæves søge at stille den franske Gesandt tilfreds m. H. til hans Rang ved Festlighederne. I 1631 var han bleven optagen i det danske Broderskab. Han ejede flere Ejendomme og Haver i Kjøbenhavn bl. a. ved Arv fra Faderen og var en velstaaende og indflydelsesrig Mand, da han døde d. 16. Mts. 1649.

Af sit første Ægteskab havde Plum 14 Børn, hvoraf 2 Sønner og 4 Døtre (se Nr. 10-15), som overlevede ham, kendes, medens Kendskaben til de tidligt døde er ringe (se nærmere Nr. 16-23). Efter at hans første Hustru i 1636 var død, ægtede han 1638 Kirstine, f. 1608, død 11. Maj 1654 [af pest, Worms Breve s. 509], en Datter af Cort Aslaksen, der ogsaa var Universitetsprofessor, og hans Hustru Barbara, en Datter af Borgmester i Kjøbenhavn Oluf Mortensen [Borgm. 1590-1606]. Med hende havde han 4 Børn (Nr. 24-27). Han fik 1625 Farbroderen Haases Lejersted i Frue Kirke i Midtergangen ved Brudgomsstolen, men hans smukke Epitaphium i samme Kirke, hvorpaa han var afmalet med sine Hustruer og Børn, er desværre ødelagt, om ikke ved Branden i 1728, saa ialfald ved Bombardementet 1807.

Ole Worm: Univ. Sørgeprogr. ved Plums Død, aftrykt i Tillæget. — Vinding: Regia acad. Haun., 1665, 273 ff. — H. F. Rørdam i Kbhs. Univ. Hist. III, IV og Biogr. Lex. — Worms Lexik. — Nyerups Litt. Lexikon. — Toepke: Die Matrikul der Universitilt Heidelberg. — Bruun Kjøbenhavns Historie I. — 0. Nielsen : Kbhs Dipl. II, V og VI. — Frue Kirkes Daabsbøger 1631-41. — Kirkehist. Saml. 2. R. 1. 3. 6. B., 3. R. 1. 3. B., 4. R. 1. 5.B. — Jfr. Indledning og Tillæg.

På døbefondet i Vor Frue Kirke
- er der en latinsk indskrift og følgende forklaringer på KøbenhavnHistorie.dk:

Kirkens Døbe-Funt, som Aar 1550 var bekostet af Messing, blev aar 1622 ganske af ny omgiort og opsat, da Professor Claus Plum var Rector Magnificus ved Academiet, Doctor Hans Resen var Biskop og Professor Johannes Alan var Kirke-Værger. Eftersom samme Døbefunt ei blev ødelagt af Ilden i Kirkens Ildebrand, men er endnu til; Saa findes de Inscriptioner, som staae paa samme, anførte siden herefter, naar vi ved Kirkens nuværende indvendige Beskrivelse kommer til at melde om Døbe-Funten.

Døbe-Funten er endnu en Levning fra den gamle Kirke, som ei af Ilden i Kirkens Brand blev ødelagt. Den bæres af fire Engle, som staae paa en Fod, der hviler paa fire Løver, alt af støbt Metal. Paa denne Døbe-Font læses følgende latinske Inscriptioner, som viser, at den er forferdiget og opsat Aar 1622:
Deo & Pietati, S. Rectore Acad. Magnif. Claudio Plumio, J. U. D. Johan Resenio, S. Theol. Doct. & Episcopo, Templi Procuratore M. Joh. Alano. Anno MDCXXII. erectum. (See tillige forhen pag. 150.) Dernest disse to bibelske Sprog paa Latin, nemlig: Luc. II Gloria. In. Excelsis. Deo. Et. In. Terra. Pax. Hominibus. Bona. Voluntas. og Marc. XVI. Qui Crediderit & Baptizatus fuerit, Salvus erit, Qui non Crediderit, Condemnabitur.

Fra Tillæget Side 103 - 107:

Udskrift af Acta Consistorii (Prot. Nr. :3 fra 1608 til 1618) til Oplysning om Prof. jur. Claus Plums „Urolighed" udenfor Svogeren Prof. Herman Nielsens Hus i 1618.

fol. 316. 14. December.
Aderant M. D. Rector, Dn. Episcopus, D. D. Cunradus, D. D. Claus, Claudius Plumius, M. Johannis, M. Christianus, M. Vulfgangus, M. Hermannus & M. Elias). I. M. Hermannus beklagede, hvorledis i aftis Silde, der klocken var slagen thi, stor uförm skall vere skeedt for hans dör aff nogle folck, iblantt huilcke var Michell Wibe Borgemester, Thomas Lurick [Lorck] oc Peter Kniphoff, mett fleere Mend oc quinder. Derhos beklagede Claus Plum, att Michell Wibe eskede hannem ud for dören at slais.

18. December.
Aderant M. D. Rector, Dn. Eps., D. D. Cunradus, D. D. Thomas. D. D. Olaus, M. Johannis, M. Christianus, M. Vulfgangus & M. Hermannus.
I. Michell Wibe Borgemester kom frem, oc efftersom hand haffde forstaaitt att Mester Herman skulde haffue nogit hart optagitt, at Michell Wibe i Søndags att afften er mett stortt Selskab kommen for M. Hermans dör, ligesom till en uförm att giöre: Sagde hand, att hand io var for M. Hermans dör, haffde dog intet anditt mett hannem paa Samme tid enten att tale eller giöre, end Som mett Sin Venn. Sagde oc Michel! Wibe derhos, att hand paa den tid haffde Selff personligen intet verge i sin Haand.
Dernest beklagede Michell Wibe, at M. Elias Eisenberg skall haffue angiffuitt, att hand, Michell Wibe, skulde i Søndags att afften kaldett forne M. Elias en Skelm. Oc Sagde nu Michell Wibe, att dersom nogitt Saadantt var skeedt aff hannem, da var dett nu slett gaaet hannem aff Hoffuedet: Sagde derhos, att band intett skelmsagtigtt eller uærligtt viste mett M. Elias.
Huad Claus Plum anlanger, klagede Michel! Wibe att Claus haffde i Søndags att aften i Brüllupsgaarden væritt mod hannem megett urolig mett glas att sla Sønder, item mett huislen eller fløyten. : Derhos att haffde offuerfaldett oc slagett Samme tid om afftennen nogle af Borgerskabett, oc veritt effter nogle mett en dragen Kniff : Sagde oc Michell Wibe, att dersom Claus Plum vilde forfølge Sagen mod hannem, eller vilde forligelse maal indgaa, da vilde hand till begge parter være tilfreds.
Thomas Lurick beklagede, att Som hand Samme afften var kommen for Mester Hermans dør i en ganske god mening, kom Claus Plum ud mett ett Verge, oc iagede hannem, saa att hand maatte slippe sin ene töffell i løbett."

1) De Tilstedeværende stod, som af ovenstaaende vil ses, næsten alle i nært Svoger-skabsforhold til Claus Plum, der ogsaa selv var med. Rektoren var Caspar Bartholin. Biskoppen Hans P. Resen.

2) I margen er skrevet faisissima relati. Denne Tilføjelse i Marginen synes tilført af Claus Plum selv (gr. Rørdam Univ. Hist.)

For den latinkyndige (el. bruger af Goggle oversætter)
er her fra s. 105-107
UNIVERSITETETS SØRGEPROGRAM I ANL. AF
PROF. JURIS CLAUS PLUMS DØD 1649

RECTOR ACADEMIÆ REGIÆ HAFNIENSIS OLAUS WORM, Medicinæ Doctor & Professor. QUI in mundo hoc sapere volunt, optime rebus suis consulent, si sic calculum ponunt, quasi cottidie morituri. Et quia crastinum diem nemo sibi promittere potest, qui longiorem vitæ tursum jaetat, falsissima spe seipsum lactat. Nascentes enim morimur, & statirn a cunis nostris destinatum morti carpimus iter. Exigua in mundo est mora, quam tamen multi longiorem sibi imaginantur. Sed sciant illi, qui annorum suorum hac ratione numerum æstimant, non se satis bene summam concepisse. Ignorant quippe negotia mortis, quæ, sicut institores & emtores solent, mortalis licitatur, mercatur, vendit.

Et ne statum semper diem, aut statuen locum credamus, omni momento mortalium nundinæ aguntur. Alius quidem ferius, alius ad destinatam metam ocyus pergit: omnes tamen una nox manet. Et quoniam morti omnes nos deberi, lege divina, quotidianisque documentis constat, ut æternitatis candidatos decet, quicquid de moriendi præceptis est traditum unquam, expendamus. Et exemplis & legibus morimur. Tanto constantius ergo, perituro corpori præsidia quærenda sunt, ut recta ad æternitatem curramus. Hæc bene expendens Vir Excellentissimus & Clarissimus D. CLAUDIUS PLUMIUS, Juris prudentiæ in Academia Regia Hafniensi Pro-fessor, res suas rationesque ita semper attemperavit, ut mortis cogitationibus pectus suum impleret, quo facilius ejus impetus excipere posset.

Quæ in hujus Viri vita fortunisque fuere notabiliora, habita brevioris tabellæ ratione, recensebimus. Editus est anno millesimo quingentesimo octogesimo & quinto, Mense Julio. Patrem habuit inter cives spectabili integritate, PETRUM FR ANCISCUM PLUMIUM, qui cum Prætura se abdi-casset, caduceatoris officio functus est. Matrem CATHARINAM SYBENIAM, Johannis Sybenij tivis Hafniensis filiam. Tune peccatorum sordibus per lavacrum sacrum ablutis, præceptoribus, ubi per ætatem licuit, est traditus. ut prima juventutis spatia in ædibus parentis conficeret. Cumque annum duodecimum ætatis agere, Mag : Johanni Kraftio, sacrorum in D. Petri Ec-clesia ministro, moram studiorumque censura å genitore est data. Annos puhertatis egressus, ad Herlovianam scholam mittitur, ubi tantum quinquennio profecit, ut Anno 1604, ætatis 19. ad Academiam nostram traduce-retur : cujus legibus ut morem gereret, M. JONAM JACOBUM VENUSINUM studiorum cepit arbitrum.

Cupido incessit animum exteras videndi regiones, & votis ipsius favit legatus Regius qui turn in Poloniam ibat: ubi visis puæ notabiliora erant, consideransque hæc itinera non nisi magno temporum studiorumque dispendio constare, reditum post sextum rnensem im patriam paravit.

Quare in Germaniam ivit, optimæ spei plenus : Et Witteberg. næ triennium Philosophicis exercitationibus impendit, ut hisee studiis nbutus. faciliori negotio Jurisprudentiæ, cui se suaqe omnia devoverat, operam daret. Perfacile facto erat votis poliri, omnia quæ in libris legum te-trica & aspera continentur, D. JOHANNIS ZANGERI Professoris & con. siliarii Electoralis duelis, assiduoque labore vicerat. Hine Giessam abiturils, ut Academiæ istius dedicationem videret, proberis gatris literfs domdomum1evocatur. Sed ut senem bene valere intelle x i I, Regiomontum & Stetinurn ivit. Cumque præsagiret animus, seneetutis vitio patrem cum varlis difficultatibus cortidie colluctari, non continere se potuit, quin statim patrias sedes repeteret. Quo quidem reversus est, sed statim Heidelbergam se contulit: ubi svadente DIONYSIO GOTHOFREDO, qui tune in jure prin. cipatum tenebat, annum vixit. A quo, ut & å PHILIPPO HOFMANNO, DANIELE NEBELIO, ae JOHANNE CALVINO præstantissimis Justitiæ facerdotibus, ea præsidia eonsecutus est, quæ Juris candidatum exornare poterant. Vivebant ibi præter cos HIPPOLYTUS å COLLIBUS & JOACHIMUS å GRINTHAL, politici insignes, & principi å consilijs, quibus familiarissi-mus fuit. Sed ne uni loco omnem debuisse eruditionem videretur, Giessam abiit, ut non cum æqualibus modo, sed etiam cum viris & senibus de Juris-prudentia disseret & certaret: quihus studia sua sic probavit, ut lauream facili negotio impetrare potuisset, nisi tune displicuisset illa corona. Sterile fere est hujus scientiæ studium nisi in usum transferatur, nec aliud proficiunt, qui in sola umbra sudarunt, quam cum in forum venerint, in alium terrarum orbem delatos se putent. Spiram igitur abiit, supremam totius Germaniæ curiam juridicam, ut litibus judicandis constitutos audiret, summos illos controversiarum arbitros. Quorum cognitis moribus in Galliam proficisci voluit, nisi å matre Anno 1611 domum fuisset revocatus. Sed confecto unius anni spatio, svasore & autore Viro Perillustri & Magnifico Dn. CHRISTIANO FRISIO, Magno Regis Concellario, & Domino de Borre-bye, mari Londinum abiit, & inde Oxonium, ubi Academicis exercitiis aliquam istius anni partem impendit. Iterumque Londinum adiit, ut solennes illos dies Electoris Palatini nuptiis dictos, videret. Hybernum erat tempus, quod ne otiose transiret, primarios viros qui publice jura interpretabantur, audivit, ut insequenti æstate itineri Scotio se committeret. Præcipua cura erat, Andreapolim Glascoviamque Aeademias videndi, & alia quæ docti & curiosi solent perscrutari. Tres menses istis itineribus absumti. Iterato in Angliam verst, ut & Cantabrigiam celeberrimum illia Palladis delubrum videret. Biennio in Anglia expleto, in Galliam profectus est, in rujus Aca-demijs, Aureliæ, Andegavi, Pictaviæ nonnihil vixit. Nulla Gallorum fuit urbs alicujus notæ, Academiæ nulla, quas duorum annorum spatio non ocuiis perlustravit. Emenso tot terrarum spatia, nihil fere ex orbe literato præter Italiam restabat. Magnis ergo per Pedemontium & Sabaudiam iti-neribus, Patavium venit.

Et Venetiis quidem litteras offendit, per quas, ut Academiæ patriæ operam suam addiceret, invitabatur. Sed cum ipsos tantum Italiæ limiter vidisset, ab antea nominato HercW de Borrebye, Sanatuque Academico uberioris temporis impetravit moram, ut interniora Italiæ videret. Mense igitur Martio Anni 1616. Inclyti Antenoris patriam, cum Bartoli, Baldi & Jasonis commutavit. Ad terrarum Deam, gentiumque Romam festinavit, literarum artiumque domieilium, antiquitatum compendium. Memoriæ proditum est, medicorum filiis olim ad commendationem artis suffecisse, si dicerent se in Alexandrina urbe vixisse. De Roma majora licet sentire, in qua literarum studia oplimo collo nittent, quem Musae desiderant omnique disciplinartum generi maxima, sunt praesidia. Hine Neapolim ivit, ut in Campania ea oculis subjiceret, quae merito omnesmiramur. Sed officii memor magna festinatione Patavium properavit, ut se Praviae redderet. Hic in febriculam, Satis Medicorum judicio molestam, incidit. Sanitatum restitutus, interpellante iter hyeme, Germanicae Nationi praeficitur. Functusque Syndicatus, ut loqvuntur, officio, Anno 1617 Martio mense Francofurtum adiit, ut se rebusque suis Rheno traditis in Belgium iret. Lustratisque præcipuis totius fere Belgii Urbibus, Hafniam suam repetiit, Vocatus tune erat in aulam Serinissimi Regis D. Leonardus Metznerus, in cujus locum Plumius noster subrogatur. Eo munere dum fungitur, uxorem duxit MARIAM WYNSTRUPIAM virginem lectissimam & honestissimam, D. Petri Wynstrupij Selandiae Episcopi filiam. Ex qua liberos XIV. suscepit, filios octo, sexque feminei sexus: ex quibus duas filios & sex filios defunctos vidit. Post 18. annorum curriculum optimo & fidelissima conjunx fatis concedit Anno 1636. Sed maximam jacturam castissima virgo CHRISTINA ASLACIA Cunradi Aslaci Theologiae Doctoris & Professoris filia, compensavit, quam Anno 1638 nuptiis sibi conciliavit. Et illa quatuor thori conjugalis pignora enixa est. Academia hujus Rector quater renuntiatus est: in qua dignitate, lidem vigilantiam, usumque rerum omnibus abunde probavit. Valetudine plerumque usus est firma & prospera. Sed ante annos aliquot cum respirandi difficultate cæpit conflictari. Tandem ante menses tres gravedo ipsum offendere caepit, quæ tussim excitando pectus ejus divexavit. Et quemad-modum nulla calamitas sola; ita neque hic morbus. Lienis & hepatis obstructiones. scorbutus, & febris erratica velut conspiratione quadam vires ipsius dijicere cæperunt. Brevi natura expugnata, ita ut invalidum esset remediorum auxilium. Unde cum deeretoriam illam horagn adesse sentirit, salutis habitå ratione, divinas leges, wterna illa cæli jura expendere cæpit & meditari. Corpore igitur & sangvine Servatoris nostri Jesu Christi refeetus, mundi hujus curis & ærumnis XVI. Martii circa meridiem, solutus est; & tanquam legitimus gladiator, creatori suo corpus animamque magna religione addixit, cum Annos LXIII. & VIII. fere menses vixisset. Jam beatum ævum agit, æternæ felicitatis particeps. Vestrum erit, cives Academici, & quotquot ordini favetis literato, beatissimam nunc cælo animam maximis honoribus prosequi. Facile quæ piis mentibus digna sunt. Ite clarissimo collegæ nostro exequias, quæ crastinå die horå I. parabuntur.

Valete. P. P. Hafniæ XXVI. Martij 1649.
Sub officij nostri sigillo.