9.
CLAUS PLUM
fødtes i Juli
1585 vistnok i
Kjøbenhavn,
havde først Mag.
Hans Kraft,
Præst ved Petri
Kirke, til Lærer
og kom 1599 til
Herlufsholm,
hvorfra han 1604
afgik til
Universitetet.
Efter et kort
Studium her
fulgte han en
dansk Gesandt
paa en Rejse til
Polen.
Efter
Hjemkomsten
tiltraadte han
en
Udenlandsrejse,
der, fraregnet
nogle kortere
Besøg i Hjemmet,
varede over 10
Aar. Han
studerede først
tre Aar Filosofi
i Wittenberg som
et Forstudium
til
Retsvidenskaben
og gjorde sig
her saa yndet,
at lærde danske
og udenlandske
Venner hædrede
ham ved her,
under Titlen
„Propemptiea in
abitum Cl.
Plumii Dani",
den 28. April
1608 at udgive
en Række
Afskedsdigte (af
Iver Lange,
Henr. Lorcius,
Johs. Knofius,
Jan. Dion.
Jersinus, Johs.
Christophori,
Henr. Boccatius
m. fl.) og
Æres-Fuga af den
for sin Tid ret
betydelige
musik-theoretiske
Forfatter
Johannes Lippius

Udklip fra
s.103 i Slægten
Plum
Herfra vilde han
til
Gießen, men
kaldtes hjem.
fordi Faderen
var syg. Han tog
over Kønigsberg
og Stettin hjem,
men drog samme
Aar ud igen og
immatrikuleredes
2. Nov. 1608 i
Hejdelberg, hvor
hans
Farbroder i
sin Tid kronedes
til poeta
laureatus,
samtidigt med
Sivert Pogwisch,
for hvem han
maaske var
Hovmester. Her
kom han i
fortrolig
Forbindelse med
flere berømte
Retslærde og
Statsmænd. Efter
at have studeret
et Par Aar her,
tog han, for
ikke at blive
ensidig, til
Gießen og
Speyer og vilde
derfra være
taget til
Frankrig, hvis
han ikke 1611
var bleven kaldt
hjem af Moderen.
Et Aar senere
tog han efter
Tilskyndelse af
Kansleren
Christen Friis
tilsøs til
London, og
derfra til
Oxford, ved hvis
Universitet han
tilbragte en Del
af 1612 for
atter at vende
tilbage til
London og høre
Forelæsninger om
Vinteren. Siden
besøgte han
Universiteterne
i
Glasgow og
Canterbury, og
efter to Aars
Ophold i England
besøgte han i de
to følgende Aar
alle Byer i
Frankrig, hvor
der var noget
Universitet af
Betydning. Nu
havde han af den
lærde Verden
næsten kun
Italien tilbage.
Han naaede
Padua
og
Venedig, hvor
han modtog et
Brev, hvori han
opfordredes til
at vie sit
Fædrelands
Universitet sine
kræfter. Skønt
det var 12 Aar
siden, Plum blev
Student, og han
næsten i al den
Tid havde
flakket om fra
Universitet til
Universitet,
kunde han dog
ikke nænne at
opgive den
Lærdom, der
endnu kunde
indvindes i det
skønne, berømte
Italien med alle
sine
Antikviteter, nu
han lige stod
paa Tærskelen
dertil, og han
takkede i et
Brev of 12.
Febr. 1616, som
er aftrykt i
Kbh. Univ. Hist.
IV. 656 f.,
Unversitetet for
Tilbudet, men
udbad sig
Tilladelse til
at blive endnu
et Aarstid i
Udlandet. Han
tog saa til Rom
og Neapel. Paa
Tilbagevejen
faldt han i en
alvorlig Sygdom
i
Padua.
I Marts
1617 naaede han
Frankfurt og
gjorde endnu en
Afstikker til en
del forskjellige
nederlandske
Byer, inden han
naaede
Kjøbenhavn. Han
tiltraadte
derpaa det ved
Leonhard
Metzners Død
[Jur. Prof.
1605-15, død
1629]
ledige Embede og
var den første
indfødte Danske
Mand, der siden
Reformationen
beklædte den
juridiske
Lærestol ved
Universitetet.
Han synes at
have været en
meget
forretningsdyglig
Mand, beklædte 4
Gange
Rektorværdigheden
ved
Universitetet og
var i mange Aar
Frue
Kirkes
akademiske
Værge; men hans
litterære
Virksomhed
ind-skrænkede
sig til
Udgivelsen af en
Række
Disputatser over
Æmner af
Romerretten.
Ikke længe efter
at han havde
tiltraadt
Professorembedet
i Aaret 1618,
havde han ægtet
Maren Winstrup,
en Datter af
Sjællands
Biskop, Dr.
theol.
Peder Jensen
Winstrup og
Hustru Anna
Eisenberg,
datter af
Eilas Eisenberg.
Ved dette
Ægteskab kom han
ind i en fornem
Slægt af
Universitetetslærere
og Gejstlige.
Baade
Svigerfaderen,
der havde været
Lector theologiæ
i Aarhus, og
Svogeren
Peder Winstrup,
der havde været
Universitetsprofessor,
blev siden Bisp,
sidstnævnte i
Lund.
Af hans Hustrus
Søstre var Thale
[1604], gift med
Professor theol.
siden Biskop,
Dr.
Hans Hansen
Resen
[1596-1653]. Anne
[1601-1635], med
den bekendte
Hofpræst og
Mester
Ole Vind og
Mette med
[Rektor for
Univeritetet], Professor
theol., Dr.
Niels
Pedersen fra
Øreløse.
Fremdeles ægtede
Plums
Svigermoder
efter Mandens
Død hans
Efterfølger paa
Sjællands
Bispestol, Dr.
Hans Poulsen
Resen
[1561-1638].
Da der i
Rørdams
Universitetshistorie,
Carl Bruuns
Kjøbenhavns
Historie m. fl.
Steder som
Exempel paa,
hvorledes selv
ansete og
hæderlige Mænd
under Tidens
hyppige
Drikkegilder
tillode sig
besynderlige
Ting, meddeles
Citater fra et
Optrin netop fra
hans lærde
Kreds, hvor
Claus Plum
engang i sit
første
Professoraar
udenfor
Svogeren,
Professor
Herman Nielsens
Hus opførte sig
„meget
urolig med Glas
at slaa sønder,
item med Hvislen
og Fløjten",
skal til nærmere
Oplysning om
denne Scene,
hvori
Borgmester Vibe
med flere ansete
Borgere deltog,
i Tillæget
meddeles en
fuldstændig
Afskrift af,
hvad
Konsistoriets
Akter herom
meddeler, skøndt
denne for Tiden
karakteristiske
Scene
selvfølgelig i
hans lange Liv
kun spillede en
ganske
underordnet
Rolle. Det er en
Fejltagelse,
naar Bruun
nævnte Sted gør
ham til
theologisk
Professor.
Claus Plum var
Participant i
det ældste
Ostindiske
Kompagni og
maatte i denne
Egenskab 1633
blandt Andre
gøre Kongen
Regnskab for de
store Indskud,
der var gaaet
tabt. Ved den
store Fest,
Christian IV
holdt i
Anledning af
Sønnens Bilager
i 1634, maatte
Plum forgæves
søge at stille
den franske
Gesandt tilfreds
m. H. til hans
Rang ved
Festlighederne.
I 1631 var han
bleven optagen i
det danske
Broderskab. Han
ejede flere
Ejendomme og
Haver i
Kjøbenhavn bl.
a. ved Arv fra
Faderen og var
en velstaaende
og
indflydelsesrig
Mand, da han
døde d. 16. Mts.
1649.
Af sit første
Ægteskab havde
Plum 14 Børn,
hvoraf 2 Sønner
og 4 Døtre (se
Nr. 10-15), som
overlevede ham,
kendes, medens
Kendskaben til
de tidligt døde
er ringe (se
nærmere Nr.
16-23). Efter at
hans første
Hustru i 1636
var død, ægtede
han 1638
Kirstine, f.
1608, død 11.
Maj 1654 [af
pest,
Worms Breve
s. 509], en
Datter af
Cort Aslaksen,
der ogsaa var
Universitetsprofessor,
og hans Hustru
Barbara, en
Datter af
Borgmester i
Kjøbenhavn
Oluf Mortensen
[Borgm.
1590-1606]. Med
hende havde han
4 Børn (Nr.
24-27). Han fik
1625 Farbroderen
Haases Lejersted
i Frue Kirke i
Midtergangen ved
Brudgomsstolen,
men hans smukke
Epitaphium i
samme Kirke,
hvorpaa han var
afmalet med sine
Hustruer og
Børn, er
desværre
ødelagt, om ikke
ved
Branden i 1728,
saa ialfald ved
Bombardementet
1807.
Ole Worm:
Univ.
Sørgeprogr. ved
Plums Død,
aftrykt i
Tillæget. —
Vinding: Regia
acad. Haun.,
1665, 273 ff. —
H. F. Rørdam i
Kbhs. Univ.
Hist.
III, IV og
Biogr. Lex. —
Worms Lexik. —
Nyerups Litt.
Lexikon. —
Toepke: Die
Matrikul der
Universitilt
Heidelberg. —
Bruun
Kjøbenhavns
Historie I. — 0.
Nielsen : Kbhs
Dipl. II, V og
VI. — Frue
Kirkes
Daabsbøger
1631-41. —
Kirkehist. Saml.
2. R. 1. 3. 6.
B., 3. R. 1. 3.
B., 4. R. 1.
5.B. — Jfr.
Indledning og
Tillæg.
På
døbefondet i Vor
Frue Kirke
- er
der en latinsk
indskrift og
følgende
forklaringer på
KøbenhavnHistorie.dk:
Kirkens
Døbe-Funt, som
Aar 1550 var
bekostet af
Messing, blev
aar 1622 ganske
af ny omgiort og
opsat, da
Professor Claus
Plum var Rector
Magnificus ved
Academiet,
Doctor Hans
Resen var Biskop
og Professor
Johannes Alan
var
Kirke-Værger.
Eftersom samme
Døbefunt ei blev
ødelagt af Ilden
i Kirkens
Ildebrand, men
er endnu til;
Saa findes de
Inscriptioner,
som staae paa
samme, anførte
siden herefter,
naar vi ved
Kirkens
nuværende
indvendige
Beskrivelse
kommer til at
melde om
Døbe-Funten.
Døbe-Funten er
endnu en Levning
fra den gamle
Kirke, som ei af
Ilden i Kirkens
Brand blev
ødelagt. Den
bæres af fire
Engle, som staae
paa en Fod, der
hviler paa fire
Løver, alt af
støbt Metal. Paa
denne Døbe-Font
læses følgende
latinske
Inscriptioner,
som viser, at
den er
forferdiget og
opsat Aar 1622:
Deo & Pietati,
S. Rectore Acad.
Magnif. Claudio
Plumio, J. U. D.
Johan Resenio,
S. Theol. Doct.
& Episcopo,
Templi
Procuratore M.
Joh. Alano. Anno
MDCXXII.
erectum. (See
tillige forhen
pag. 150.)
Dernest disse to
bibelske Sprog
paa Latin,
nemlig:
Luc. II
Gloria. In.
Excelsis. Deo.
Et. In. Terra.
Pax. Hominibus.
Bona. Voluntas.
og
Marc. XVI.
Qui Crediderit &
Baptizatus
fuerit, Salvus
erit, Qui non
Crediderit,
Condemnabitur.
Fra Tillæget
Side 103 - 107:
Udskrift
af Acta
Consistorii
(Prot. Nr. :3
fra 1608 til
1618) til
Oplysning om
Prof. jur. Claus
Plums
„Urolighed"
udenfor Svogeren
Prof. Herman
Nielsens Hus i
1618.
fol. 316.
14. December.
Aderant M. D.
Rector, Dn.
Episcopus, D. D.
Cunradus, D. D.
Claus, Claudius
Plumius, M.
Johannis, M.
Christianus, M.
Vulfgangus, M.
Hermannus & M.
Elias). I. M.
Hermannus
beklagede,
hvorledis i
aftis Silde, der
klocken var
slagen thi, stor
uförm skall vere
skeedt for hans
dör aff nogle
folck, iblantt
huilcke var
Michell Wibe
Borgemester,
Thomas Lurick
[Lorck] oc Peter
Kniphoff, mett
fleere Mend oc
quinder. Derhos
beklagede Claus
Plum, att
Michell Wibe
eskede hannem ud
for dören at
slais.
18. December.
Aderant M. D.
Rector, Dn.
Eps., D. D.
Cunradus, D. D.
Thomas. D. D.
Olaus, M.
Johannis, M.
Christianus, M.
Vulfgangus & M.
Hermannus.
I. Michell Wibe
Borgemester kom
frem, oc
efftersom hand
haffde
forstaaitt att
Mester Herman
skulde haffue
nogit hart
optagitt, at
Michell Wibe i
Søndags att
afften er mett
stortt Selskab
kommen for M.
Hermans dör,
ligesom till en
uförm att giöre:
Sagde hand, att
hand io var for
M. Hermans dör,
haffde dog intet
anditt mett
hannem paa Samme
tid enten att
tale eller
giöre, end Som
mett Sin Venn.
Sagde oc Michel!
Wibe derhos, att
hand paa den tid
haffde Selff
personligen
intet verge i
sin Haand.
Dernest
beklagede
Michell Wibe, at
M. Elias
Eisenberg skall
haffue
angiffuitt, att
hand, Michell
Wibe, skulde i
Søndags att
afften kaldett
forne M. Elias
en Skelm. Oc
Sagde nu Michell
Wibe, att dersom
nogitt Saadantt
var skeedt aff
hannem, da var
dett nu slett
gaaet hannem aff
Hoffuedet: Sagde
derhos, att band
intett
skelmsagtigtt
eller uærligtt
viste mett M.
Elias.
Huad Claus Plum
anlanger,
klagede Michel!
Wibe att Claus
haffde i Søndags
att aften i
Brüllupsgaarden
væritt mod
hannem megett
urolig mett glas
att sla Sønder,
item mett
huislen eller
fløyten. :
Derhos att
haffde
offuerfaldett oc
slagett Samme
tid om afftennen
nogle af
Borgerskabett,
oc veritt effter
nogle mett en
dragen Kniff
: Sagde oc
Michell Wibe,
att dersom Claus
Plum vilde
forfølge Sagen
mod hannem,
eller vilde
forligelse maal
indgaa, da vilde
hand till begge
parter være
tilfreds.
Thomas Lurick
beklagede, att
Som hand Samme
afften var
kommen for
Mester Hermans
dør i en ganske
god mening, kom
Claus Plum ud
mett ett Verge,
oc iagede
hannem, saa att
hand maatte
slippe sin ene
töffell i
løbett."
1) De
Tilstedeværende
stod, som af
ovenstaaende vil
ses, næsten alle
i nært
Svoger-skabsforhold
til Claus Plum,
der ogsaa selv
var med.
Rektoren var
Caspar Bartholin.
Biskoppen Hans
P. Resen.
2)
I margen er
skrevet
faisissima
relati.
Denne Tilføjelse
i Marginen synes
tilført af Claus
Plum selv (gr.
Rørdam Univ.
Hist.)
For den
latinkyndige
(el. bruger af
Goggle
oversætter)
er
her fra s.
105-107
UNIVERSITETETS
SØRGEPROGRAM I
ANL. AF
PROF. JURIS
CLAUS PLUMS DØD
1649
RECTOR ACADEMIÆ
REGIÆ HAFNIENSIS
OLAUS WORM,
Medicinæ Doctor
& Professor. QUI
in mundo hoc
sapere volunt,
optime rebus
suis consulent,
si sic calculum
ponunt, quasi
cottidie
morituri. Et
quia crastinum
diem nemo sibi
promittere
potest, qui
longiorem vitæ
tursum jaetat,
falsissima spe
seipsum lactat.
Nascentes enim
morimur, &
statirn a cunis
nostris
destinatum morti
carpimus iter.
Exigua in mundo
est mora, quam
tamen multi
longiorem sibi
imaginantur. Sed
sciant illi, qui
annorum suorum
hac ratione
numerum
æstimant, non se
satis bene
summam
concepisse.
Ignorant quippe
negotia mortis,
quæ, sicut
institores &
emtores solent,
mortalis
licitatur,
mercatur,
vendit.
Et ne statum
semper diem, aut
statuen locum
credamus, omni
momento
mortalium
nundinæ aguntur.
Alius quidem
ferius, alius ad
destinatam metam
ocyus pergit:
omnes tamen una
nox manet. Et
quoniam morti
omnes nos
deberi, lege
divina,
quotidianisque
documentis
constat, ut
æternitatis
candidatos
decet, quicquid
de moriendi
præceptis est
traditum unquam,
expendamus. Et
exemplis &
legibus morimur.
Tanto
constantius
ergo, perituro
corpori præsidia
quærenda sunt,
ut recta ad
æternitatem
curramus. Hæc
bene expendens
Vir
Excellentissimus
& Clarissimus D.
CLAUDIUS
PLUMIUS, Juris
prudentiæ in
Academia Regia
Hafniensi
Pro-fessor, res
suas rationesque
ita semper
attemperavit, ut
mortis
cogitationibus
pectus suum
impleret, quo
facilius ejus
impetus excipere
posset.
Quæ in hujus
Viri vita
fortunisque
fuere
notabiliora,
habita brevioris
tabellæ ratione,
recensebimus.
Editus est anno
millesimo
quingentesimo
octogesimo &
quinto, Mense
Julio. Patrem
habuit inter
cives spectabili
integritate,
PETRUM FR
ANCISCUM
PLUMIUM, qui cum
Prætura se
abdi-casset,
caduceatoris
officio functus
est. Matrem
CATHARINAM
SYBENIAM,
Johannis Sybenij
tivis Hafniensis
filiam. Tune
peccatorum
sordibus per
lavacrum sacrum
ablutis,
præceptoribus,
ubi per ætatem
licuit, est
traditus. ut
prima juventutis
spatia in ædibus
parentis
conficeret.
Cumque annum
duodecimum
ætatis agere,
Mag : Johanni
Kraftio,
sacrorum in D.
Petri Ec-clesia
ministro, moram
studiorumque
censura å
genitore est
data. Annos
puhertatis
egressus, ad
Herlovianam
scholam
mittitur, ubi
tantum
quinquennio
profecit, ut
Anno 1604,
ætatis 19. ad
Academiam
nostram
traduce-retur :
cujus legibus ut
morem gereret,
M. JONAM JACOBUM
VENUSINUM
studiorum cepit
arbitrum.
Cupido incessit
animum exteras
videndi
regiones, &
votis ipsius
favit legatus
Regius qui turn
in Poloniam
ibat: ubi visis
puæ notabiliora
erant,
consideransque
hæc itinera non
nisi magno
temporum
studiorumque
dispendio
constare,
reditum post
sextum rnensem
im patriam
paravit.
Quare in
Germaniam ivit,
optimæ spei
plenus : Et
Witteberg. næ
triennium
Philosophicis
exercitationibus
impendit, ut
hisee studiis
nbutus.
faciliori
negotio
Jurisprudentiæ,
cui se suaqe
omnia devoverat,
operam daret.
Perfacile facto
erat votis
poliri, omnia
quæ in libris
legum te-trica &
aspera
continentur, D.
JOHANNIS ZANGERI
Professoris &
con. siliarii
Electoralis
duelis,
assiduoque
labore vicerat.
Hine Giessam
abiturils, ut
Academiæ istius
dedicationem
videret,
proberis gatris
literfs
domdomum1evocatur.
Sed ut senem
bene valere
intelle x i I,
Regiomontum &
Stetinurn ivit.
Cumque
præsagiret
animus,
seneetutis vitio
patrem cum
varlis
difficultatibus
cortidie
colluctari, non
continere se
potuit, quin
statim patrias
sedes repeteret.
Quo quidem
reversus est,
sed statim
Heidelbergam se
contulit: ubi
svadente
DIONYSIO
GOTHOFREDO, qui
tune in jure
prin. cipatum
tenebat, annum
vixit. A quo, ut
& å PHILIPPO
HOFMANNO,
DANIELE NEBELIO,
ae JOHANNE
CALVINO
præstantissimis
Justitiæ
facerdotibus, ea
præsidia
eonsecutus est,
quæ Juris
candidatum
exornare
poterant.
Vivebant ibi
præter cos
HIPPOLYTUS å
COLLIBUS &
JOACHIMUS å
GRINTHAL,
politici
insignes, &
principi å
consilijs,
quibus
familiarissi-mus
fuit. Sed ne uni
loco omnem
debuisse
eruditionem
videretur,
Giessam abiit,
ut non cum
æqualibus modo,
sed etiam cum
viris & senibus
de
Juris-prudentia
disseret &
certaret: quihus
studia sua sic
probavit, ut
lauream facili
negotio
impetrare
potuisset, nisi
tune
displicuisset
illa corona.
Sterile fere est
hujus scientiæ
studium nisi in
usum
transferatur,
nec aliud
proficiunt, qui
in sola umbra
sudarunt, quam
cum in forum
venerint, in
alium terrarum
orbem delatos se
putent. Spiram
igitur abiit,
supremam totius
Germaniæ curiam
juridicam, ut
litibus
judicandis
constitutos
audiret, summos
illos
controversiarum
arbitros. Quorum
cognitis moribus
in Galliam
proficisci
voluit, nisi å
matre Anno 1611
domum fuisset
revocatus. Sed
confecto unius
anni spatio,
svasore & autore
Viro Perillustri
& Magnifico Dn.
CHRISTIANO
FRISIO, Magno
Regis
Concellario, &
Domino de
Borre-bye, mari
Londinum abiit,
& inde Oxonium,
ubi Academicis
exercitiis
aliquam istius
anni partem
impendit.
Iterumque
Londinum adiit,
ut solennes
illos dies
Electoris
Palatini nuptiis
dictos, videret.
Hybernum erat
tempus, quod ne
otiose
transiret,
primarios viros
qui publice jura
interpretabantur,
audivit, ut
insequenti
æstate itineri
Scotio se
committeret.
Præcipua cura
erat,
Andreapolim
Glascoviamque
Aeademias
videndi, & alia
quæ docti &
curiosi solent
perscrutari.
Tres menses
istis itineribus
absumti. Iterato
in Angliam
verst, ut &
Cantabrigiam
celeberrimum
illia Palladis
delubrum
videret.
Biennio in
Anglia expleto,
in Galliam
profectus est,
in rujus
Aca-demijs,
Aureliæ,
Andegavi,
Pictaviæ
nonnihil vixit.
Nulla Gallorum
fuit urbs
alicujus notæ,
Academiæ nulla,
quas duorum
annorum spatio
non ocuiis
perlustravit.
Emenso tot
terrarum spatia,
nihil fere ex
orbe literato
præter Italiam
restabat. Magnis
ergo per
Pedemontium &
Sabaudiam
iti-neribus,
Patavium venit.
Et Venetiis
quidem litteras
offendit, per
quas, ut
Academiæ patriæ
operam suam
addiceret,
invitabatur. Sed
cum ipsos tantum
Italiæ limiter
vidisset, ab
antea nominato
HercW de
Borrebye,
Sanatuque
Academico
uberioris
temporis
impetravit
moram, ut
interniora
Italiæ videret.
Mense igitur
Martio Anni
1616. Inclyti
Antenoris
patriam, cum
Bartoli, Baldi &
Jasonis
commutavit. Ad
terrarum Deam,
gentiumque Romam
festinavit,
literarum
artiumque
domieilium,
antiquitatum
compendium.
Memoriæ proditum
est, medicorum
filiis olim ad
commendationem
artis
suffecisse, si
dicerent se in
Alexandrina urbe
vixisse. De Roma
majora licet
sentire, in qua
literarum studia
oplimo collo
nittent, quem
Musae desiderant
omnique
disciplinartum
generi maxima,
sunt praesidia.
Hine Neapolim
ivit, ut in
Campania ea
oculis
subjiceret, quae
merito
omnesmiramur.
Sed officii
memor magna
festinatione
Patavium
properavit, ut
se Praviae
redderet. Hic in
febriculam,
Satis Medicorum
judicio
molestam,
incidit.
Sanitatum
restitutus,
interpellante
iter hyeme,
Germanicae
Nationi
praeficitur.
Functusque
Syndicatus, ut
loqvuntur,
officio, Anno
1617 Martio
mense
Francofurtum
adiit, ut se
rebusque suis
Rheno traditis
in Belgium iret.
Lustratisque
præcipuis totius
fere Belgii
Urbibus, Hafniam
suam repetiit,
Vocatus tune
erat in aulam
Serinissimi
Regis D.
Leonardus
Metznerus, in
cujus locum
Plumius noster
subrogatur. Eo
munere dum
fungitur, uxorem
duxit MARIAM
WYNSTRUPIAM
virginem
lectissimam &
honestissimam,
D. Petri
Wynstrupij
Selandiae
Episcopi filiam.
Ex qua liberos
XIV. suscepit,
filios octo,
sexque feminei
sexus: ex quibus
duas filios &
sex filios
defunctos vidit.
Post 18. annorum
curriculum
optimo &
fidelissima
conjunx fatis
concedit Anno
1636. Sed
maximam jacturam
castissima virgo
CHRISTINA
ASLACIA Cunradi
Aslaci Theologiae
Doctoris &
Professoris
filia,
compensavit,
quam Anno 1638
nuptiis sibi
conciliavit. Et
illa quatuor
thori conjugalis
pignora enixa
est. Academia
hujus Rector
quater
renuntiatus est:
in qua
dignitate, lidem
vigilantiam,
usumque rerum
omnibus abunde
probavit.
Valetudine
plerumque usus
est firma &
prospera. Sed
ante annos
aliquot cum
respirandi
difficultate
cæpit
conflictari.
Tandem ante
menses tres
gravedo ipsum
offendere
caepit, quæ
tussim excitando
pectus ejus
divexavit. Et
quemad-modum
nulla calamitas
sola; ita neque
hic morbus.
Lienis & hepatis
obstructiones.
scorbutus, &
febris erratica
velut
conspiratione
quadam vires
ipsius dijicere
cæperunt. Brevi
natura
expugnata, ita
ut invalidum
esset remediorum
auxilium. Unde
cum deeretoriam
illam horagn
adesse sentirit,
salutis habitå
ratione, divinas
leges, wterna
illa cæli jura
expendere cæpit
& meditari.
Corpore igitur &
sangvine
Servatoris
nostri Jesu
Christi
refeetus, mundi
hujus curis &
ærumnis XVI.
Martii circa
meridiem,
solutus est; &
tanquam
legitimus
gladiator,
creatori suo
corpus animamque
magna religione
addixit, cum
Annos LXIII. &
VIII. fere
menses vixisset.
Jam beatum ævum
agit, æternæ
felicitatis
particeps.
Vestrum erit,
cives Academici,
& quotquot
ordini favetis
literato,
beatissimam nunc
cælo animam
maximis
honoribus
prosequi. Facile
quæ piis
mentibus digna
sunt. Ite
clarissimo
collegæ nostro
exequias, quæ
crastinå die
horå I.
parabuntur.
Valete. P. P.
Hafniæ XXVI.
Martij 1649.
Sub
officij nostri
sigillo.
|