5. PEDER FRANDSEN er rimeligvis noget yngre end Broderen Hans. Haandskrevne Optegnelser af Lengnick og Hundrop anføre ham som Student fra Ribe fra 1568; hans Ungdomsperiode er dog næsten ukendt, men han nævnes "Borger i kjøbenhavn", da han 13. Maj 1589 fik Kgl. Udnævnelse til Byfoged her i Byen, og han maa allerede en Del Aar før have været velstaaende og anset Borger, siden han ved Pinsedrikken i 1579 optoges i det danske Broderskab.

I 1588 anfores han i et Mønstringsregister som Fænrik for Snarens og Vester Kvarter. Beskikkelsen til Byfoged, aftrykt i Kjøbenhavns Diplomatarium, viser hans Embedspligter og Løn. Forholdet mellem Magistraten og ham gav Anledning til mange Rivninger. Borgmester og Raad klagede over, at „Peder Frandsen udi mange Maader havde bevist dem i deres Embede og Befaling stor Modvillighed, dem foragtet, fortalt og overskreget".

18. Mts. 1592 faldt en Kommissionsdom i Sagen, der skønt P. F. ikke blev Magistraten Svar skyldig, afsagde den Kendelse, at han havde forset sig mod sin Instrux. Og 2. Juni s. A. udnæntes en anden Byfoged, Karsten Rytter, med samme Instrux. — En anden Dom ved Kongens Retterting af 5. Aug. 1590 faldt heldigere ud for Peder F. Han var indstævnet, fordi han ved Nattetid havde sendt 3 af Stadens Præster, hen i Fængslet for at formane og forhøre Ane Coldings, der sad anklaget for Trolddom i den celebre Sag, om at Kongens Flaade var bleven forgjort, da den skulde føre Prinsesse Anna som Brud til Skotland og derfor maatte vende om. Under Sagen kastedes en Mistanke om Partiskhed paa P. F. "efterdi en af de berygtede Kvinders Søn haver hans Søster til Ægte" (jfr. Nr. 6), og man synes at have frygtet, at han skulde have faaet en anden Forklaring ud af hende, men han frikendtes, fordi det var sket efter Ordre til ham, og ikke fordi han vilde forhøre hende, men for at give hende, der nu skulde miste Livet, den sidste Trøst.

— Efter at have taget Afsked med Byfogedtjenesten levede P. F. atter som Borger i Kjøbenhavn, og i det første Tiaar af det 17de Aarhundrede nævnes han blandt de større Handlende, der havde Bevilling paa Handelen paa Vespenø [Vestmannaøerne, Island].

 Imidlertid betroede Kongen ham ogsaa at udføre forskellige Retssager i Ind- og Udland. Saaledes fik han 15. Juli 1594 et kgl. Brev om at forfølge en interessant Kriminalsag mod Adelsmanden Jørgen Høg, der havde ihjelskudt Borgmesteren i Skive og derfor af Kongen og Rettertinget var dømt fra Livet, men benaadet „formiddelst nogle voere vndersotter af Ridderschabet saa og for Fruer och Jomfruer thievis vnderdanigst flittig forbøns schylldt", dog kun mod skriftligt Løfte om inden 6 Uger at forlade Riget, i 4 Aars Tid at lade sig bruge mod Tyrken og aldrig komme hjem. Nu havde han imidlertid skammeligt brudt Løftet, først hemmelig opholdt sig her i Riget og saa, i Stedet for at vove Livet mod Kristenhedens Arvefjende Tyrken, ganske fredsommeligt bosat sig i Nyløse i Sverrig. Kongen var opbragt over denne Troløshed, havde i den Anledning tilskrevet Sverrigs Konge og Rigsraad m. fl., og Peder Frandsen kunde nu vente et Mandat til Statholderen paa Elfsborg og Borgmester og Raadmænd i Nyløse til at anholde og indsætte Jørgen Høg, og da skulde han paa det strængeste tiltale ham ved Rette og begære hans Exekution efter Dommen og hans Forskrivelse. Hvorledes Hvervet udrettedes, er dog ikke bekendt (Sjæl'. Reg. 1588-96 fol. 371). — Skønt Peder Frandsen ikke nævnes blandt Christian IVs Herolder i den Fortegnelse. J. Grundtvig meddeler paa Grundlag af Rentemester regnskaberne, er det dog givet, at han har beklædt denne Stilling, ikke blot af Inskriptionen paa Epitaphiet (se Tillæg), der nævner, at han i denne Egenskab havde forskellige Sendefærd til Nabo-Konger og Fyrster, men navnlig afgjort af et kgl. aab. Brev af 9. Okt. 1601, hvori han kaldes Herold, og hvorved han blev belønnet med Kongens Del af Udby Sogns Korntiende for den Tjeneste, han har gjort og vil gjøre Kongen. Som Herold fungerede Peder Frandsen sikkert ved de store Festligheder i Anledning af Christian IVs Kroning i 1596.

Tyder hans Optagelse i det danske Broderskab 1579 paa, at han ikke savnede Midler, kan man sikkert gaa ud fra, at han ved sit Ægteskab ca. 1583 med Cathrine Syben betydelig har forøget sin Formue. Hun var nemlig en Datter af den dygtige Guldsmed Johan Syben, der er vel kendt ved sin Virksomhed som Instrumentmager hos Christian III og Frederik II, bl. a. ved Forfærdigelse af astronomiske Instrumenter til Tyge Brahe, og var Enke efter den rige Hofskrædder Claus Plum, der ogsaa var en anset og betroet Mand hos nævnte Konger, hvorfor hans Navn efter Tidens Brug ret naturligt mindedes ved „Eftermandens" førstfødte Søns Daab, som i Indledningen nærmere omtalt.

"Kancelliets brevbøger vedrørende Danmarks indre forhold i uddrag"
Side 22, 9. feb. 1580.

Over de Sager, Peder Frandsen førte for Staden Kjøbenhavn og for Kongen, glemte han ikke sine egne Interesser. Rørdam fremhæver i sin Universitetets Historie, hvorledes han i henved 20 Aar ulejliger Konsistoriet med sine Fordringer om at dele sin Broder Hans' Enkes Naadesaar med hende, og flere Gange optræder han paa egne og Broderbørns Vegne i Retssager, der skulde sikre Samme deres Andele i Godset Astrup i Brøns Sogn i Slesvig, hvortil de gennem hans Moder var arveberettigede. Peder Frandsen døde 27. Juli 1608, hans Hustru 26. December 1613 og begravedes i Helligaands Kirke, hvor der over dem blev sat sat en Gravsten og siden af Søn og Svigersøn bekostet et Epitaphium med hans Portræt . Af en instrux af 1. Mai 1620 for Kæmneren i Kjøbenhavn ses det, at Peder Frandsens Arvinger efter ham ejede en Gaard i Brolæggerstræde, der før havde tilhørt velb. Lave Brok, en Bod i Læderstræde og en Have og nogle Boder udenfor Østerport, delvis hvor nu Thotts Palais ligger.

Kbhs. Diplomatarium, VI, 45. — O. Nielsens Kbhs. Beskr. III 295. — Kbhs. Dipl. II, 437 f. —O. Nielsens Kbhs. Beskr. III, 131 f. og 254.— Kbhs. Dipl. II, 472. — Kolderup-Rosenvinge: Udvalg af gamle danske Domme, 4. Saml., 226-9. — Sjæll. Reg. 1588-96 fol. 371. — O. Nielsen Kbhs. Beskr. IV, 211, 238. — Sjæll. Reg. 1596-1604 f. 336. — Kancelliets Brevbøger 1560-75. — V. A. Secher: Kongens Rettertingsdomme. 1605-14, 219 f. — Kbhs. Dipl., 1, 601, 605, 613 og O. Nielsen Kbhs. Beskr. VI, 388.
---------------------------------

Jfr. Indskrifterne i Tillægget: