Startside Ophav Biskop Plum Gullaschbaronen Foto Kontakt

 


Slægtens ældst kendte
Frands Madsen, Ribe

Uddrag fra Slægten Plum ved Gerhard Grove [s. 17-19]

Frands Madsen, den herom handlede Slægts Stamfader, Borger i Ribe, maa være født omtrent Aar 1500, hverken længe før, da han endnu levede 1567, eller længe efter, da en af hans Sønner vides at være født 1532.

Han nævnes 1545 blandt de største Skatteydere i St. Hans Fjerding af Ribe By. Omtrent 1556 havde han den Hospitalet tilhørende gamle Bispegaard i Brug til Støbning af Kanoner for Byens Regning. 1555 fæstede han selvfjerde af Byen et Stykke Jord ved Jernkier Mark og 2 Aar efter. sammen med Jacob Wibe, Klostermarken. Medens dette viser, at han hørte til de største næringsdrivende Borgere i Byen, tyder den Omstændighed, at han havde Tillidsposten som Kirkeværge ved St. Chathrine Kirke paa, at han rimeligvis har været blandt de Borgere, der først og nærmest sluttede sig til Reformationen, og hermed stemmer det ogsaa, at han lod sin Søn studere i Wittenberg.

Hans senere Leveaar faldt i en meget bevæget Tid i Ribe Historie, rig paa voldsomheder, blodige Slagsmaal og Drab, hvoraf man faar et levende Indtryk ved at læse Kinchs Afhandling om Slægten Klyne, hvorefter alene Tiaaret 1557-1566 kan opvise 21 Drab i Ribe, medens 68 Personer idømtes Bøder for Saaremaal, 3 for Overfald og 36 for Bordag (Slagsmaal). Om Frands Madsen maa ogsaa i saa Henseende siges: som By saa Borger. En nærmere Undersøgelse vil vise, at han ikke stod udenfor denne Statistik. Dels ser man ham i 1561 møde paa Tinget og forevise og paatale de svære Lemlæstelser, der vare udøvede mod hans Søn Jacob dels vidner herom, hvad Raadstuebogen af 1563 melder om ”thend bordag, som skeede inde tiil Frans Matsens og bleff ther V sore karle oc skeede paa nytaarsnat”. Bla i bødels hus”. Blandt de Saarede vare (sønnen) Troels Frandsen, (svogeren) Niels Persen og Frans Madsen selv, og denne blev tildømt at betale den Kost ”hand [antagelig Niels persen] hagde theriid i bødels hus", hvorhen han sagtens, efter Tidens skik, var bleven flyttet for at faa sit Saar lægt.

Ved samme Tid var det iøvrigt gaaet ned ad Bakke for Frands i økonomisk Henseencle. 1564 maatte han afstaa sit Hus i Bispegaardsgaden med Jord, Abildgaard og Gaardsrum til Panthaverne, og Nedgangen kan endnu tydelig trinvis følges gennem Byens Skattebog, der viser, at han i 1547 i Skillingstaksten blandt de allerhøjstbetalende ansattes til 3 daler, 1549 til 28 skilling, i 1550 til 2 mark 4 skilling,1551-55 til 2 skilling, 1556 til 1 skilling, 1557-58 til 12 skilling, 1559-60 til 8 skilling, 1561 og 1565 til 4 skilling (103 Borgere af 246 i samme Fjerding svarede dogkun 2 skilling). I Taxten for 1566 nævnes i Frands Madsens Hus ,,Hr. Jenses Hustru". i 1567 kaldes hans hus øde i 1567 omtales han som ”bortflöt”, og i 1568 slet ikke. Hvorhen han flyttede, og hvor han døde, er ubekendt.

Inden det gik saaledes tilbage for ham, har han dog sikkert faaet Lejlighecl til at give sine Sønner, hvoraf flere kom i ansete Stillinger, en god opdragelse. Sønnen Hans, der siden blev professor i Medicin ved Kjøbenhavns Universitet, lod i Wittenberg 1554 trykke en Digtsamling, hvori et latinsk Digt til Faderen (Elegia XIII, ad Franciscum patrem), som er aftrykt her i Tillægget til Minde om denne Slægtens Ældste, skønt det kun bidrager lidet til Kundskab om denne, idet det mest dvæler ved Tanken om Faderens formodede Sorg over at, Forfatteren har været ved at dø i Udlandet. Frands Madsen var gift med en Datter af en velstaaencle Mand, Ejeren af Astrup i Brøns Sogn, Herredsfoged i Hvidding Herred, Peder Troelsen. Ribe Tingbog for 1561 viser nemlig, at dennes Sønner Niels Persen i Astrup og Hans Persen i Ulleruplund paa Skiftet efter hans Død tilbød ,,at nar the finge saa möget vdt for ij brödre lod, som Frans Matsen hagde vd en søster lod, tha wille hver aff thennom gierne giffue hannom jc [c. 100 Mark lybsk] till for vili oc wenschab mellem thennom oc theris børn.” Men Frands vilde ikke lade Sagen afgøre ved Voldgift, og over 30 Aar efter gjorde hans Søn Peder Fordring paa Brudeskat efter Moderen og Andel i Astrup Gods for sig og Broderbørn.

Kinch: Ribe Byes Hist. II, 75 og Afhandl. i Tidsskr. for jydsk Historie og Topografi, I. Bind, 219 ff. — Rørdam: Kbhs. Univ. Hist. II, 543. — V. A. Secher: Samling af Kongens Rettertingsdomme 1605-14, 220 f. — Følgende. ved Hr. Arkivass. Nygårds Bistand eftersete Arkivalier i Provinsarkivet i Viborg: Ribe Skattebog 1545 ff.; Raadstuebog 1544 ff., Fol. 2, P. 16, 1S, 25, 30, 36; Raadstuedombog 1531 ff., Fol. 86-87;-Bytingsbog 1561, fl. Steder.

Latinsk Digt til Slægtens Stamfader Frands Madsen
fra Sønnen Hans Frandsen.

(Af Johannis Francisci Ripensis elegiarum liber primus.
Vitehergæ excudebant haeredes Georgii Rhaw. 1554.)

Ad Franeiscum Matthiæ patrem. Elegia XIII.

Vere nouo genitor suauissime pene peracto
Frigoris á nobis plena recessit hyems.
En uiridi rursus uestit se gramine tellus
Atque suo domino munera digna refert.
Iam sua robusti renouarunt arua coloni
Iam sua dividuus semina sulcus habet.
Et nemorum solamen auis sua munera confert
Auditur uarios mille referre modos.
Omnia nunc rident: niuea, nunc lilla nymphæ
Decerpunt, florum et nomina multa manu.
Vnde sibi caris detexunt florida serta
Sertaque puniceis florida mixta rosis.
Omnia nunc rident: at sors inimica fatigat
Me solum, heu miserum quem mala tanta premunt.
Aut dirum fragiles frigus mihi conficit artes
Contundens uitæ squallida membra meæ.
Feruidus aut nostros, heil, lien, calor inficit artes
Quo proprids inres corpus habere nequit.
Non inuenile mini decus est; conficerat ora
Pallor, designat membra colore suo.
Vix uitalis adhuc ducit mihi spiritus auras
Vix facit officiam lingua tenene suum.
Destitutor cunctis defectus viribus æger
Spem medici uitæ deposu'ere meæ.
Est mihi nunc patriam dulcem spes nulla videndi
Teque, tuosque, lares, o uenerande pater.
Nec uos, germani, mentis pars maxima nostræ
O fratres, animæ maxima cura meæ.
Sed tu guid diees genitor dulcissime, mortis
cum ueniet nati nuncia fama tui?
An tua non tristes cingent præcordia curæ?
Et uultum madidis nonne rigabis aquis?
Non dueis toto gemitus de pectore mæstos?
Singultus imis cordibus anne trahis?
Hæc quoties plangens soli tibi, pectore, dieis
Note leuamen ubi est nunc ubi nate jaces?
O utinam nunquam peregrinas isset ad oras
Nunc esset patrio mortuus ille solo.
Hic sua plorarem solite feralia busto
Vt fierent lacrimis, sic madefacta meis.
Vos igitur Musæ, patrias cum liquimus oras
Quo possem uestris deditus esse sacris,
ferte salutiferas herbas, medicina paranda est
Ne mea mors longa lumina nocte premat
Et uos Castalides date frigida pocula nobis
Vt pereat tantus pectore, quæso, calor.
Ne fiam caro genitori funeris autor
Solamen cuius dulce superstes eram.
Sic mea mens longos uobis inseruiat annos
Pro meritis uestris munera digna dabit.
Tu quoque Christe potens ægris medicamina præbe
Me nunc o tantis exime Christe malis.

 
 Uddrag fra Slægten Plum ved Gerhard Grove 1903 [Tillægget side 7-8]

 

 

 

 

 


Webmaster
© 1999-2015 Hvenegaards Forlag
Vivian Hvenegaard,  
Kertevej 26, Kerte, 5560 Aarup
vivian@me-cfs.info
OBS! 
Fralæggelse/disclaimer:
Denne hjemmeside er offentliggjort uden garanti for indholdet. 
Det er brugerens eget ansvar at forholde sig kritisk til hjemmesidens indhold.