Uddrag
fra Slægten Plum ved Gerhard
Grove, 1903
Side 57-63
Frederik Plum fødtes i Korsør
12. okt. 1760. Faderen
Claus Clausen Plum der var Sognepræst
sammesteds, havde opkaldt sit første Barn efter
sin Svigerfader, men ikke haft Held med derefter
at faa sin Farfaders Navn bevaret i
Børnebørnenes Slægtled. De næste to Børn, to
Døtre, der begge døbtes med Navnet Frederikke,
døde nemlig ganske spæde. Først gennem det
fjerde Barn, Sønnen Frederik, skulde han faa
varig Glæde af opkaldelsen.
Sønnen viste sig
tidlig i Besiddelse af gode Evner, hvorfor
Faderen blandt sine mange sønner udpegede ham
til den studerende vej, som hans Kaar kun tillod
ham at lade een Søn følge. Baade Faderen og
Moderen, en Datter af den bekendte Præst Rohn
ved St. Petri Kirke i Kjøbenhavn, gav Børnene en
alvorlig kristelig Opdragelse, men ogsaa stræng,
hvad ikke alle Børnene paaskønnede (se Nr. 97 i
bogen, Jacob Severin Plum (lillebror)).
I 1778
dimitteredes han fra Odense til
Universitetet. Som Student
maatte han navnlig ved
Informationer tjene til sit
Underhold. Han fik dog tidlig
Fribolig i Regensen, hvor han i
sine sidste Studenteraar delte
Værelse med sit Bysbarn, Jens
Baggesen, der indførte ham i
Prams Hus og i Datidens
litterære Kredse, ligesom han
bedømte hans poetiske Forsøg,
førend de blev trykte i
,Minerva" og i de af H. W. Riber
udgivne "Poesier". Sammesteds
boede han ogsaa under Tag med
sin vordende Hustru, der da var
gift med Regentsprovsten. Hans
videnskabelige Studier samlede
sig i Begyndelsen nærmest om
østerlandsk (hebraisk) og
klassisk, græsk og romersk
Poesi, som han gengav i dansk
Oversættelse. Hans Oversættelse
af Juvenals og Persius's
Satirer om Menneskenes Ønsker
blev prisbelønnet af
Sel-skabet til de skønne
Videnskabers udbredelse og
trykt paa dets Bekostning 1790.
Han havde foresat sig at tage
filologisk Eksamen, men
forandrede pludselig Studieplan
og kastede sig 1787 over
Theologien, fordi, som han
skriver til Baggesen, "ikke
kunde faa Fred paa anden Maade".
1788 tog han
theologisk Examen. Samme Aar fik
han en for en Mathematiker, ikke
for en Theolog ledig Friplads
paa Elers' Kollegium. Dette
havde til Følge, at den
Disputats, han efter Kollegiets
Regler skulde holde, maatte være
over et mathematisk Emne, og han
hjalp sig, efter hvad R. R.
Vestergaard meddeler i sine
Bidrag til
Elers' Kollegiums
Historie, ved at skrive en
Afhandling om Josva Bog Cap. 10,
V. 12-14, hvor Josva byder: ”Sol
staa stille i Gibeon, og Maane i
Ajalons Dal.”
I 1790
forsvarede han Graden som Dr.
philos. ved Kjøbenhavns
Universitet ved Afhandlingen:
Historia interpretationis
quarundam Ebraicæ po?seos
metaphorarum imprimis loci Josvæ
X. 12-14, hvor han altsaa
kom ind paa samme Emne.
I 1791 blev
han Sognepræst i Korsør og
Taarnborg, 1792 Dr. theol. i
Gøttingen, i 1794 Provst i
Slagelse Herred og 1796
Sognepræst ved St. Michels Kirke
i Slagelse. Hans senere Liv,
Hovedvirksornhed og Betydning
paa Kirke-, Skole-, Bibliotek-
og Fattigvæsenets Omraade
skildrer Bibliotekar S. M.
Gjellerup i biografisk Lexikon
med følgende Ord:
”Spørgsmaalet om Fattigvæsenets
Ordning, Almueskolevæsenets
Reform og Undervisningsmetodens
Forbedring optog den Gang den
almindelige Interesse, og Plum
fandt her en Opgave, som han
havde gode Forudsætninger for at
kunne løse, især en ualmindelig
praktisk Sans, der ikke tillod
ham at fortabe sig i
Filantropernes taagede
Idealisme.
Kort efter at
han var bleven Præst i Korsør,
sporede man allerede hans
Virksomhed i denne Retning.
Efter at han havde ordnet
Fattigvæsenet, fik han ved
offentlig og privat
Understøttelse lagt Grunden til
Skolevæsenets Forbedring efter
en Plan der fik kongelig
Stadfæstelse, og efter at han
var bleven Provst, udvidede han
sin Virksomhed til at omfatte
Skole- og Fattigvæsenet paa
Landet. Som Præst i Slagelse fik
han 1799 gennemført Oprettelsen
af en fortrinlig Læse- og
Arbejdsskole, der blev anset som
et Mønster af en Borgerskole og
fandt Efterligning i en stor Del
af Landets Kjøbstæder.
1802 udgav
han en ”Haandbog for Lærere
og Opsynsmænd ved Borger- og
Almueskolerne", et udmærket
Arbejde, "der endnu ikke i
vor Skolelitteratur er blevet
afløst af noget bedre", og
1803 "Pestalozzis Læremaade,
et Forsøg til
Elementarundervisningens
Forbedring", tillige med en
Subskriptionsplan paa en
Oversættelse af de dertil
hørende Elementtarbøger.
Kancellipræsident Fr. Moltke,
der sværmede for
Pestalozzis
Elementatundervisning, fik
kaldet Plum til Kjøbenhavn, hvor
han 1803 blev Stiftsprovst og
Sognepræst ved vor Frue Kirke.
Som Medlem af
en Kommission, der skulde prøve
den Pestalozziske
Elementarunder-visning, holdt
han derefter offentlige Foredrag
om Metoden. Paa samme Tid
arbejdede han paa en
Grundforbedring af Hovedstadens
Almueskolevæsen og Opsynet
dermed og fik oprettet en
bestandig Kommission til disse
Skolers Indretning og
Bestyrelse. I Forbindelse med L.
C. Sander og A. K. Hohn udgav
han 1804-08
"Egeria,
Fjerdingaars-skrift for
Opdragelses
og
Undervisningsvæsenet i Danmark
og Norge", et fortrinligt
Tidsskrift, der ikke er blevet
overgaaet og næppe naaet af
noget senere". 1809 blev han
Meddirektør for det nyoprettede
Pastoralsemiuarium.
1811
udnævntes han til Biskop i
Odense, hvor han med sin vante
lhærdighed tog fat paa
Skolevæsenets Ordning. I812 fik
han Kancelliets Stadfæstelse paa
et af ham udarbejdet Regulativ
for Skolerne i Fyns Købstæder,
der skulde gælde, indtil en
almindelig Skoleforordning
udkom. S. A. oprettedes i Odense
en ny Borgerskole, en
Middelskole i den Lahnske
Stiftelse, Aftenskoler for
Tjenestepiger og Læredrenge og
en Søndagsskole for
Haandværkssvende.
Plum havde en mærkelig Evne til
at faa Folk med, selv hvor der,
som her, krævedes meget
betydelige Tilskud fra Privat
Side. Det var hans personlige
overlegenhed, der gjorde sig
gældende og naar han erklærede,
at det maatte være saaledes,
bragte man sine ofre, fordi det
ikke nyttede at gøre
Indvendinger.
Men ogsaa
blandt Stiftets Gejstlighed og
andre dannede Kredse søgte han
at vække sansen for boglig
syssel. 1813 oprettede han Fyens
stiftsbibliotek, 1815 stiftetde
han det Fynske litterære
Selskab, og 1818-33 udgav han
aarlig Efterretning om
udenlandsk teologisk og pastoral
Litteratur for Stiftets
Gejstlighed;
han indførte udvidede Landemoder
med videnskabelige Foredrag og
Forhandlinger, skærpede
Bispeexamen og indgav Forslag
til Kancelliet om en Forøgelse
af prædiketexterne, men
Forslaget blev henlagt uden
Besvarelse. Han var falden i
Unaade, fordi han havde udtalt
sig nedsættende om den indbyrdes
undervisning som var Kongens
Kæphest.
Under denne
omfattende Virksomhed fik han
dog Tid til at tage fjærnere
liggende Opgaver op. For at
vænne Bondestanden til god og
nyttig Læsning i hjemmene udgav
han 1821 "Anders Kjærby af
Vissenberg Sogn en Læsebog især
for Fynboer". Under alt
dette glemte han dog ikke sine
gamle Klassikere og endnu i sin
høje Alder udgav han 1827, ”Auli
Persii Flacci Satyræ” med
Kommentar og 1828 ,”Valgte
Stykker af de græske Anthilogi,
revideret Text, metrisk
Fordanskning og oplysende
Anmærkninger”, første
Hefte. Den gamle Mand smigrede
sig endnu med at han stod paa
Højde med sin Tids filologiske
Dannelse. Men igjennem en meget
hensynsfuld indgaaende Kritik
mindede J. N. Madvig ham dog om,
at Tiden var løben fra ham. 1828
blev P. Medlem af
Videnskabernes Selskab og
Kommandør af Dannebrog”.
Der skal
endnu mindes om at Plum under
Kjøbenhavns Bombardement i 1807
maatte se sit Hus, sit Bibliotek
og sine Samlinger afbrændte ved
Fjendens lldkugler. Sin Hustru
og sine Børn i stor Fare og sine
Forfædres Begravelser i Frue
Kirke Som et Rov for Luerne, men
at han selv stod i første Række
af de energiske Mænd, der
traadte sammen for at lindre
Borgernes Nød og efter Flaadens
Tab bidragede til et nyt
Søforsvar for Fædrelandet.
Den 18. Jan.
1834 afgik han ved Døden i
Odense Bispegaard efter at have
nedskrevet sine
sidste ord tilsine Børn i et
Digt,
der er aftrykt i Tillægget. Her
findes ligeledes aftrykt hans i
Familien opbevarede hidtil
utrykte Autobiografi (forfattet
1811 i Anledning af hans
Ridderudnævnelse), der ikke
ganske falder sammen med den
iøvrigt samtidige latinske
Autobiografi af ham, som er
trykt i Biskop Münters Program
af 1811 i Anledning af 3 Bispers
udnævnelse under Titlen "Programma
de schola Antiochena" etc.
Han stod i
nært forhold til mange bekendte
Mænd, som Bisperne Balle og
Münter, Ungdomsvennen, Digteren
Baggesen, der ogsaa senere
jævnlig besøgte ham i Odense,
Kancellipræsident Fr. Moltke m.
fl. I den nyeste Tid er en Del
Breve fra ham til Münter trykte
i Kirkehistoriske Samlinger.
Bispinde
Plum, Marie Sophie f. Munk, var
datter af Justitsraad, Arkivar
og Chef i Postsekretariatet
Søren Munk, f. 1733, f 1801, og
Johanne, f. Munk, f. 1738, d.
1810. Hun var døbt 22. Dec. 1765
og blev 16 Aar gammel, i Aaret
1782 viet til den bekendte
Orientalist, Professor og
Regensprovst
Andreas Chr. Hviid, f.
1749.
Ved hans Død
1782 havde hun Datteren Johanne,
siden gift Wilkens, og Sønnen
Andreas Christian Hviid, (død
31. maj 1863) som Byskriver i
Nexø (1857-1863), der gik under
Navnet ”Lindens Broder”, fordi
den bekendte Regenslind blev
plantet den Dag, hans afd.
Broder fødtes.
Plum har
sikkert allerede, da han laa paa
Regensen, gjort Bekendtskab med
den fire Aar yngre
Regensprovstinde, hvem ogsaa
Baggesen har beundret. Fra denne
Tid stammer en fra Rousseau
hentet Stambogsindskrift af
hende i Baggesens Album, dateret
12. Okt. 1787. De to
Kontubernaler kunde da lidet
ane, at faa Aar efter den ene
skulde være Hviids Efterfølger
som Ægtemand, den anden som
Regensprovst.
Da Baggesen
1790 vendte hjem som lykkelig
Ægtemand, hørte Fru Hviid til
dem, der med Hjærtelighed kom
den unge Schweizerinde imøde.
Den 14. Juli 1792 ægtede Plum
Fru Hviid. Han tog sig med
Kjærlighed af de to Stedbørn,
medens han selv i Ægteskabet
med hende fik en større
Børneflok, hvoraf 8 naaede voxen
Alder. Hun havde Ord for at være
en dygtig, praktisk og myndig
Bispinde, der ikke overalt var
velset af Præste-fruerne, naar
hun som oftest fulgte sin Mand
paa Visitatserne.
Hun døde i
Odense 18. Febr. 1829.
Biogr. Lexik. - Erslews
Forl. lexik. m. Suppl. - Fr.
Münter, de seola antiochena
Progr. 1811 - R. R. Vestergaard:
Bidrag til Elers' Kollegiurns
Historie, 91 og 135 f.